Teknikker:
Jeg er uddannet fysioterapeut (til mennesker), men arbejder i dag både med mennesker og dyr, og bruger i stor udstrækning de samme blide teknikker uanset hvem jeg lægger mine hænder på.
Herunder finder du en kort beskrivelse af de teknikker jeg gør mest brug af. Jeg har en langt bredere palet af teknikker jeg kan trække på ved behov, men de her beskrevne teknikker der dem jeg synes er de mest effektive i langt de fleste situationer. Aller nederst finder du mit CV over relevante kurser og uddannelser.
Jeg blander så godt som altid teknikkerne, alt efter hvad jeg vurderer, at der er mest behov for. Men hvis du ønsker en session hvor jeg arbejder rent med en eller kun få af teknikkerne, så er det helt fint med mig. Bare gør opmærksom på dit ønske når du bestiller tid.
Hjælp i Akutfasen efter en skade eller ulykke
Nogle af de teknikker jeg har med mig, kan bruges i akutte situationer. Det vil sige, at de kan anvendes inden for de første 2-3 uger efter en skade er sket. De hjælper krop og psyke med at forarbejde et traume, mindsker den vævsreaktion der følger ved en skade og hjælper kroppen til at restituere hurtigere. Disse teknikker kan aldrig gøre det ud for et læge- eller dyrlæge besøg hvor dette er nødvendigt, men er et godt supplement efterfølgende. Vent derfor ikke med at kontakte mig, hvis uheldet er ude.
Functional Indirect Technique = FIT

Er en amerikansk osteopatisk teknik, der er meget blid og meget effektiv. Der er ingen knæk og bræk, ingen hårde tryk eller træk. Spændinger, blokeringer og låsninger i fx led, muskler, nerver, bindevæv mm. slippes ved at lade det belastede område være i den position hvor vævet kan slappe mest af, og herfra anvender jeg FIT, hvilket får kroppen til først at slappe mere af og derefter frivilligt at bevæge sig mod spændingen, der samtidig slippes, indtil blokeringen er helt væk. Kroppen ses som en helhed, og jeg arbejder altid først på det område af kroppen hvor jeg finder størst blokering. Når dette område er afspændt og i balance finder jeg det område der nu har den største blokering. På denne måde guider kroppen selv vejen igennem behandlingen, hvilket giver et effektiv og holdbart resultat. Teknikken er så blid, at det udefra kan det se ud som om jeg ikke laver noget. En af mine første kunder undrede sig meget, men var ikke i tvivl om det havde effekt. Hun kaldte mit arbejde for ”håndspålæggelse”.
Kirurgisk healing
Er en healings form der arbejder direkte på det fysiske plan, hvor andre healingformer typisk arbejder i kroppens energifelt(er). Kirurgisk healing har således en god effekt på reelle fysikske problematikker, hvad det end måtte være. Det er en trancehealing hvor behandleren går i trance, men du vil næppe kunne se eller mærke det på mig, da jeg arbejder i en ganske let og vågen tilstand, hvorigennem jeg kan komme i kontakt til de lysvæsner og/eller ånder der arbejder igennem mig. Disse hjælpere giver mig ofte oplysninger om blandt andet årsag, tilstand og andre relevante informationer. Hvis du ønsker det, videregiver jeg oplysningerne til dig, ellers bruger jeg dem blot til at optimere behandlingen. Det skal understreges, at disse informationer IKKE er en lægelig, diagnostisk udtalelse eller på anden måde kan eller må erstatte lægefaglig ekspertise – det samme gør sig naturligvis gældende for dyr og dyrlægens undersøgelser, behandlinger og diagnoser!

Telepati med dyr

Tele betyder afstand og pati betyder følelse, og sammensat henviser telepati til en information mellem individer, via andre sanser end vores fem fysiske sanser. I hverdagssprog vil det sige, at telepati er en kommunikation, der sker via følelser, billeder og/eller uudtalte ord. Når jeg telepaterer med et dyr, er min funktion at oversætte de informationer jeg modtager – jeg er altså tolk for dyr og menneske. Jeg gør altid mit bedste for at videregive de beskeder jeg får så direkte som muligt. Dette indebærer ofte, at jeg må beskrive fornemmelser, følelser og/eller billeder. Nogle dyr har meget på hjertet, andre har kun ganske lidt.
Jeg møder mange dyreejere der giver udtryk for, at de er bange for at få en telepati session med deres dyr, for tænk nu hvis deres dyr skulle sige noget negativt. Til det kan jeg kun svare to ting: for det første er dyr generelt meget kærlige og hengivne overfor deres mennesker, og kommer sjældent med krav eller kritik. De kan selvfølgelig godt komme med ønsker eller udtrykke behov – men det er vel også fair nok, nu de har chancen. For det andet ønsker dyrene at hjælpe os, og de ser og kender os ofte på et meget dybt plan. Dyr er langt mere intelligente end mange mennesker anerkender, og de kan ofte selv komme med en forklaring hvis noget ikke fungerer, uhensigtsmæssige adfærdsmønstre eller hvorfor det bare er SÅ fedt når tante Oda kommer forbi.
Reiki healing
Reiki er en meget udbredt healingsteknik. Den arbejder primært i vores energifelt, altså vores aura, og derfra indvirker energien hvor der måtte være behov i krop og psyke. Jeg tænder altid Reiki energien uanset hvilket arbejde jeg udfører, så den får lov at ”køre” i baggrunden og understøtter de andre teknikker. Det er min erfaring, at Reiki energien træder i forgrunden hvis der er behov for den og trækker sig tilbage igen når den har gjort hvad den skulle.

Fjern session
Energi er ikke begrænset af tid eller sted, hvilket kvantefysikken er godt i gang med at bevise. Det kan for mange virke meget hokus pokus, at der kan arbejdes uden fysisk kontakt og måske endda med mange kilometer mellem mig og den der modtager. Jeg kan, helt ærligt, ikke forklare hvordan eller hvorfor det virker, men jeg ved at der forskes i det, og jeg er overbevidst om, at når vores måleinstrumenter bliver fine nok, kommer der evidens for fænomenet. Indtil da forholder jeg mig personligt til fjern sessioner som til computere: Jeg forstår meget lidt af hvordan de fungerer, men jeg kan bruge dem. Og kobler jeg computeren til internettet, kan jeg arbejde og kommunikere med en der sidder på den anden side af jordkloden.
- Mennesker: En fjern session foregår ved, at vi aftaler et tidsrum hvor du har fred og ro til at modtage. Om du sidder, ligger eller står op er ikke så vigtigt, men det er en behandling på lige fod, som hvis der var tale om en fysisk session. Så sørg for at have det så behageligt og afslappet som muligt. Jeg sender så behandlingen, typisk healing, som du modtager i det aftalte tidsrum. Vær opmærksom på, at du kan have reaktioner både under og efter sessionen, som ved en fysisk behandling, fx udrensningssymptomer, føle dig træt eller fuld af energi.
- Dyr: En fjern session kan både være telepati, healing eller begge dele. Jeg vil helst have et billede og navn på dyret. Det foregår ved, at vi aftaler et tidspunkt hvor der er fred og ro i dyrets omgivelser. Du må gerne være sammen med dyret, men lad det selv bestemme om det vil være tæt på dig eller for sig selv. Er det en telepati kontakter jeg først dyret, og hører hvad det har på hjertet. Har du nogle spørgsmål stiller jeg dem her. Derefter ringer jeg dig op, og videregiver informationerne. Jeg har stadig kontakt til dyret, så har du uddybende spørgsmål, kan jeg stille dem direkte til dyret og videregive svaret med det samme. Er det en healings session får du besked om hvad der er arbejdet med på sms.
CV
Kirurgisk Healing uddannelse ved Anders Åkesson. Maj 2019 – september 2020
Functional Indirect Technique (FIT) uddannelse ved Sidsel Sommer. April 2019 – juni 2020
Telepati og Reiki uddannelse ved Lunna Glavind. November 2018 – oktober 2019
BBAT 1 (Basic Body Awareness Therapy), kursus, april 2017.
Fysioterapeut uddannelsen aug. 2012 – jan. 2016
Kraniel osteopati kursus ved Sidsel Sommer 2014
Equine muscle release therapy uddannelsen (EMRT). Juni 2012 – aug. 2013 (Bowen til heste)
Cat and cain muscle therapy kursus (CCMRT). 2012 (Bowen til smådyr)
Bowtech uddannelsen (Bowen therapy). Januar 2012– december 2012 (Bowen til mennesker)
Psykomotorisk terapeut uddannelsen. September 2010 – april 2012 (afsluttet modul 7 eksamen i manuel behandling)
Manu Vision, massageuddannelse. 2005-2007 (kunne aldrig drømme at benytte denne teknik! Men uddannelsen gav mig nogle vigtige indsigter om hvad jeg ville og ikke ville være som behandler).


